Hvorfor skal Oskar Ejner hjemsendes?

Af Laura Bang Jensen

Hej! Mit navn er Laura Bang Jensen. Jeg er 26 år gammel og studerer historie på 4. semester ved Aarhus Universitet. Udover at studere er jeg også frivillig ved Aarhus Stadsarkiv, hvor jeg arbejder på deres Transkribus projekt. Ved projektet hjælper jeg med at transskribere sognerådsprotokoller. Når jeg har siddet med sognerådsprotokollerne, er jeg regelmæssigt stødt på ting, jeg ikke forstår. De ting har jeg besluttet mig for at undersøge og skrive en serie blogindlæg om, hvad jeg har fundet ud af. Det her er blogindlæg nummer 4 og det sidste i rækken.

Første gang jeg stødte på, at en hjemsendelse blev nævnt i sognerådsprotokollen, som jeg arbejder med, kunne jeg ikke undgå at komme til at tænke på Covid-19 pandemien, og hvordan mange blev hjemsendt fra deres arbejdspladser for at begrænse smitten. I 1930’erne var der ikke nogen pandemi, og der er også kun tale om enkelte hjemsendte personer i protokollen, så det må have betydet noget helt andet dengang. Men hvad var det så at det betød?

For at undersøge, hvad det i 1930’erne betød at blive hjemsendt, har jeg taget udgangspunkt i sagen om Oskar Ejner Dagø, da den bliver nævnt flere gange i sognerådsprotokollerne og tilsyneladende har været ret omfattende.

 

Lov om det offentlige fattigvæsen

Det viser sig at hjemsendelser i 1930’erne har haft noget at gøre med fattigvæsenet, som vi ved, at sognerådene har haft som ansvarsområde. I 1930’erne var fattigvæsnet underlagt en ”Lov om det offentlige fattigvæsen” fra 1891. Der var i mellemtiden kommet nye love angående ældre, syge og børn, men mange af paragrafferne fra den oprindelige lov gjorde sig stadig gældende, når det omhandlede helt almindelige voksne, hvilket Oskar Ejner har været i 1930, hvor han havde en alder af 48 år.

Loven er – som så mange andre love, når man ikke er vant til at begå sig i dem – ret kringlet at læse. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at den er skrevet for 130 år siden. Jeg har gjort et forsøg på at forstå loven og er kommet frem til, at det vigtigste, den prøver at lægge fast, er, hvem der har forsørgelsespligt over for hvem. F.eks. har manden i et ægteskab forsørgelsespligt over for sin kone, og forældre har forsørgelsespligt over for sine børn, indtil de fylder 18 år (det gør sig dog ikke gældende for deres døtre, hvis forældrene har formået at gifte hende væk inden). Hvis de, der har forsørgelsespligten, ikke kan opfylde den, ender den opgave ved det offentlige, som i det her tilfælde er kommunerne. Fordi der fandtes mange kommuner dengang, og fordi folk flyttede imellem dem, var det vigtigt at have styr på, i hvilken kommune de forskellige personer havde forsørgelsesret. Det har ”Lov om det offentlige fattigvæsen” været med til at kortlægge.

Jeg vil her fremhæve nogle af de paragraffer, som kunne have haft betydning for en som Oskar Ejner:

• 16: ”Den til Fattighjælp trængende har Forsørgelsesret i den Kommune, i hvilken det oplyses, at han efter opnaaet Attenaarsalder senest har haft 5 Aars uafbrudt fast Ophold uden i den Tid at have nydt Fattighjælp, […]”

Man havde altså forsørgelsesret i den kommune, hvor man seneste havde boet fem år i streg uden at modtage nogen form for understøttelse fra fattigvæsnet.

• 17: ”Kan der ikke paavises nogen Kommune, som er forpligtet til ifølge Reglerne i den foregaaende Paragraf at forsørge en trængende, bliver denne at forsørge af den Kommune, der efter denne Lovs Bestemmelser er at anse som hans Fødekommune.”

Der var en hel masse ting, der kunne påvirke, hvilken kommune der var ens fødekommune. Hvis man var født inden for ægteskab, så var ens fødekommune, dér hvor ens forældre havde forsørgelsesret på det tidspunkt, man blev født. Hvis man derimod var født uden for ægteskab, så var ens fødekommune den kommune, hvori ens mor havde forsørgelsesret ti måneder før, man blev født.

• 21: ” Vedkommende Præst har i den første Uge i hver Maaned om alle de til ham i den forløbne Maaned anmeldte Fødseler at gjøre Indberetning til Fattigbestyrelsen. […] Er der ingen Bemærkning sket i Kirkenbøgerne, skal Barnet anses at have Fødehjemstedsret i den Kommune, hvor det er født, indtil andet bevises.”

Det var altså den lokale præst, der havde til opgave at sørge for at oplyse de korrekte kommuners fattigvæsen, om at der var blevet født børn, som kom til at have forsørgelsesret ved dem. Hvis han forsømte at gøre det, så endte forsørgelsespligten ved den kommune, som barnet var født i.

• 43: ” Den Kommune, hvori en Person bliver trængende til offentlig Understøttelse, skal, om det end ikke paahviler den endelig at afholde de dertil medgaaende Udgifter, være pligtig til at forsørge ham saa længe, indtil det enten ved Anerkendelse af den vedkommende Kommune eller i fornødent Fald ved højere Myndigheds Afgørelse er bestemt hvilken Kommune der vil have at overtage Forsørgelsen.”

Det er så her, at snakken om hjemsendelse kommer ind i billedet. Hvis man havde opholdt sig i en kommune, hvor man ikke havde forsørgelsespligt, så kunne man risikere at blive hjemsendt til den kommune, hvor man havde forsørgelsesret. Det skete, for at den forsørgelsespligtige kommune selv kunne holde øje med den pågældende person. På den måde kunne kommunen sørge for, at der blev gjort noget for at få vedkommende i arbejde igen, så den slap for at skulle betale for forsørgelsen. Det skete også fordi, at den kommune, man opholdte sig i, og som ikke havde forsørgelsespligt, undgik at skulle lægge ud for den forsørgelsespligtige kommune. Hvis man ikke blev hjemsendt, skulle den forsørgelsespligtige kommune nemlig yde refusion for at den kommune, som den understøttede boede i og modtog understøttelse fra.

 

Oskar Ejner Dagø og familie

Oskar Ejners sag bliver nævnt flere gange i sognerådsprotokollerne, og Aarhus Stiftamt bliver endda også indblandet i sagen. Derfor har det været svært at finde ud af præcis hvilke paragraffer, der har gjort sig gældende i hans sag. Hvad der dog er sikkert er, at Oskar Ejner er født i Ormslev-Kolt Sognekommune, men han søger om understøttelse ved Holme-Tranbjerg Sognekommune, imens han bor der med sin kone og stedsøn. Han er blevet arbejdsløs og kan derfor ikke forsørge sig selv og sin familie.

Holme-Tranbjerg Kommune yder ham understøttelse, men skriver på samme tid til Ormslev-Kolt Kommune om ham. Ormslev-Kolt Kommune anerkender i første omgang, at Oskar Ejner har forsørgelsespligt ved dem, men da behovet for understøttelse bliver mere omfattende, og Holme-Tranbjerg Kommune ønsker, at han bliver hjemsendt, begynder Ormslev-Kolt Kommune at modsætte sig. Sagen bliver trukket i langdrag og det ender med, at den ender ved Aarhus Stiftamt. Her besluttes det, at det er Ormslev-Kolt Kommune, der har forsørgelsespligten for Oskar Ejner, og at de skal yde fuld refusion til Holme-Tranbjerg Kommune. Der bliver dog ikke nævnt mere om en mulig hjemsendelse, så vi må antage, at han får lov at blive boende i Holme-Tranbjerg Kommune, imens at Ormslev-Kolt Kommune betaler regningen, indtil at han er i stand til at forsøge sig selv igen.

 

Litteratur og kilder

• Forhandlingsprotokol for sogneraadet – Ormslev-Kolt, 1928-1938, Aarhus Stadsarkiv, s. 251-300
• Lov om det offentlige Fattigvæsen, 9. april 1891: https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/lov-om-det-offentlige-fattigvaesen-9-april-1891
• Folketælling for Aarhus Amt, Ning herred, Holme sogn 1930, Rigsarkivet