Transkribus 1.19.0 og opdatering af Java

Af Kristian Pindstrup

Transkribus har altid krævet en 64-bit-udgave af Java for at kunne køre. Hidtil har det været anbefalet at bruge Java 8, der første gang blev udgivet i 2014, fordi det er en forbrugerrettet og langtidsunderstøttet udgave af Java, og det har også været nok til at drive Transkribus indtil nu. Med Transkribus-opdateringen 1.19.0 er det nødvendigt at opdatere til en nyere version af Java. Dette skyldes, at Transkribus ikke kunne køre på nyere Apple-computere, der bruger den såkaldte M1-arkitektur, og for at det kunne lade sig gøre, var det nødvendigt at opdatere Transkribus til en nyere udgave af Java-sproget, som også understøttes på denne M1-arkitektur.

Med Transkribus-opdateringen blev det derfor et krav at bruge en nyere version af Java på alle typer systemer, man installerer Transkribus på. Det er imidlertid ikke nok at trykke ”opdater” på den popupmeddelelse, der dukker op fra tid til anden, når man har Java 8 installeret. Det er nemlig kun mindre opdateringer til Java 8, man får via denne vej. I stedet kræver Transkribus nu, at man har Java 11 eller nyere installeret. Java 11 udkom i 2018 og er også en langtidsunderstøttet udgave af Java, ligesom Java 17, der udkom i 2021.

Både Java 11 og 17 (og de ikke-langtidsunderstøttede versioner derimellem og efterfølgende) er dog ikke forbrugerrettede. Det har ikke den store betydning i praksis. Java har i lang tid opereret med flere pakker af de enkelte Java-versioner. Normalt har Java Development Kit (JDK) været den store pakke, hvor alle funktioner, som programmeringssproget indeholder og har behov for at fungere, bliver installeret. Alle disse funktioner er normalt ikke relevante for almindelige brugere, der kun skal have Java installeret, fordi de har et bestemt program, der skal bruge det. Derfor har man også lavet nogle særlige pakker, der hedder Java Runtime Environment (JRE), som nærmest kun laver et virtuelt Java-miljø, som et givent program kan køre i. Efter Java 8 er man dog gradvist gået væk fra at lave disse særlige JRE-pakker. Dels er der sket et skifte i måden, Java-programmer kører på generelt, så det ikke længere er nødvendigt for almindelige brugere at have Java installeret (Transkribus er her en undtagelse). Dels er der intet i JRE-pakkerne, som ikke også er en del af JDK-pakkerne, så dem, der alligevel har behov for at have Java installeret, stadig kan bruge Java på denne facon.

En grafisk oversigt over, hvad den tekniske forskel mellem JDK og JRE er.

Der er derfor intet farligt ved at installere en JDK-version af Java, tværtimod. Mens Java 8 ikke er decideret usikkert, så længe man jævnligt installerer de små opdateringer, så er det dog en platform, der er ved at blive udfaset i de fleste brugsscenarier. Generelt anbefales det også at opdatere til den nyeste version, og især til nyeste langtidsunderstøttede version, og afinstallere de ældre versioner af Java, fordi de kan udgøre en sikkerhedsrisiko. Det er derfor også vores anbefaling, at man ikke venter med at opdatere hverken Java eller Transkribus, selvom det i princippet ville virke. For det kan være en sikkerhedsrisiko at lade være, især hvis man helt undlader at opdatere Java. Der er heller ikke noget at vente på, for der kommer ikke en Transkribus-opdatering, der gør Transkribus kompatibelt med Java 8 igen, og man vil derfor være afskåret fra alle Transkribus-opdateringer, indtil man foretager Java-opdateringen.

Man kan måske få fornemmelsen, at man går glip af noget ved at afinstallere Java 8, men det er umiddelbart ikke tilfældet. For det første er Java bagudkompatibelt, så programmer skrevet til ældre udgaver af Java også i udgangspunktet vil virke i nye udgaver af Java, medmindre programmet er skrevet til at være låst til en specifik version af Java, hvilket dog er sjældent. For det andet har Transkribus skullet bruge en 64-bit-udgave af Java, man skulle installere separat fra 32-bit-udgaven, som indtil for nyligt var den lettest tilgængelige version at downloade på java.com. Det skyldes blandt andet, at der har været meget få situationer for almindelige brugere, hvor det har været nødvendigt at have 64-bit Java installeret. Derfor vil langt de fleste af jer kun have 64-bit-udgaven af Java installeret, fordi I skulle installere Transkribus. Når I afinstallerer 64-bit-udgaven af Java 8 ved opdatering til eksempelvis Java 17, som vi anbefaler, så vil I derfor også stadig kunne have 32-bit-udgaven installeret, hvis I af bestemte årsager stadig har behov for at have det installeret.

Det kan også virke omstændigt at opdatere Java, men det behøver det ikke at være. I hvert fald ikke mere besværligt, end det var at installere 64-bit-udgaven af Java til at starte med. Det består af følgende trin på Windows:

  1. Gå ind på https://www.oracle.com/java/technologies/downloads/#jdk17-windows
  2. Vælg “Java 17”, “Windows” og så ”x64 Installer”
  3. Følg installationsprocessen
  4. Gå ind i ”Tilføj eller fjern programmer” i Start-menuen på Windows
  5. Søg på Java 8 og tryk på ”Fjern” ved 64-bit-udgaven

Når man har fulgt disse fem trin, skulle det være muligt at opdatere eller hente den nyeste udgave af Transkribus, men hvis Transkribus mod forventning ikke skulle virke, er man altid velkommen til at kontakte os.

Skriv kommentar