Af Jan Laursen
Dette blogindlæg bygger på sognerådsprotokollerne, som kan ses på hjemmesiden https://www.retrodigitalisering.dk/. Mere præcist beskæftiger det sig med sognerådsprotokollerne for Elev Kommune 1883-1896 og Elsted Kommune 1907-1930, som kan ses her: https://www.retrodigitalisering.dk/indeks/aarhus-kommune/ .
Protokollerne er referater af sognerådenes møder. De afspejler mange forskellige problemer og emner, som rådene forholdt sig til. I 1891 fik sognerådene en ny opgave, da Rigsdagen vedtog en ny lov om, at værdigt trængende over 60 år, der ikke havde modtaget fattighjælp de seneste 10 år, kunne få alderdomsunderstøttelse uden at miste deres stemmeret. Hvordan denne forandring blev varetaget i Elev og Elsted kan læses her.
Blækket på papiret med Kong Christian 9.’s underskrift er knap nok blevet tørt, før de første ansøgninger om at få den nye alderdomsunderstøttelse lander på sognerådenes borde.
I Elev Kommune, der er en lille kommune nord for Aarhus, må sognerådet behandle ikke mindre end fem ansøgninger om den nye alderdomsunderstøttelse allerede på det andet møde, efter loven trådte i kraft den 1. juli 1891. I denne omgang får alle ansøgerne bevilget alderdomsunderstøttelse på mellem 125 og 200 kroner om året. Maren Sørensdatter er endda så heldig at få leveret 6.000 tørv om året oveni den nye hjælp.
Den nye lov er en vaskeægte social reform. Indtil den trådte i kraft, havde sognerådene godt nok kunnet fordele fattighjælp til de mest trængende i deres kommuner, men at få fattighjælp havde en pris. Det betød nemlig, at man mistede mange af sine rettigheder, først og fremmest retten til at stemme ved alle valg. Men det betød også, at man ikke måtte gifte sig uden sognerådets tilladelse, at man ikke selv kunne bestemme, hvor man ville bo, og så mistede man også myndigheden over sine egne børn. Det gør den nye lov dog op med, og man kan nu modtage alderdomsunderstøttelse uden at miste nogen rettigheder overhovedet.
Og det er nok en af grundene til, at så mange beder om hjælpen fra allerførste færd. Men det står også hurtigt klart, at der har været stort behov for hjælp til de gamle. Det fremgår af sognerådsprotokollerne, hvor netop sager om hjælp til de gamle fylder mere og mere. På langt de fleste møder er medlemmerne af sognerådene nødt til at forholde sig til en eller flere ansøgninger om den nye hjælp.
I Elsted Kommune begynder hvert år med, at sognerådet får en oversigt over, hvor mange af indbyggerne i kommunen der har fået bevilget alderdomsunderstøttelse, og hvor meget de hver især får.
I 1908 lyder opgørelsen på, at der er bevilget hjælp til 12 personer, som i alt koster kommunen 2300 kroner årligt. Men der er stadig stor forskel på, hvor meget den enkelte får i hjælp. Ane Knudsen får mest, nemlig 260 kroner, og enken Line Knudsen er også blandt de tunge på udgiftssiden med sine 240 kroner om året i understøttelse. Til gengæld må N. Pedersen nøjes med 100 kroner.
At der kan være stor forskel på, hvor meget man kan få i understøttelse, er ikke en overraskelse. Det er indbygget i loven, at alderdomsunderstøttelsen er et fast beløb, men at den bliver tildelt efter det behov, som sognerådet mener, at modtageren har.
Og derfor får Ole Olsen fra Elsted i 1907 sin understøttelse skåret ned fra 12 kroner og 50 øre om måneden til 8 kroner. Sognerådet mener nemlig, at han kan tjene nok til at klare sig med den nedsatte understøttelse, fordi han har arbejde på Asmusgaard, der er en af de største gårde i Elsted Kommune på dette tidspunkt. ”Andrageren har siden Efteraaret 1906 haft stadig Beskæftigelse paa Asmusgaard og i det det forløbne Vinterhalvaar tjent i gennemsnit 4 Kr ugentlig foruden Kosten. Han venter at kunne tjene gennemsnitlig 1 Kr. om Dagen i Sommerhalvaaret foruden Kosten”, lyder sognerådets begrundelse for at skære i støtten til Ole.
At Ole trækker med en større husleje end tidligere, fordi han ikke længere bor hos sin søn, men i sit eget hus, gør ikke noget indtryk på medlemmerne i Elsted Sogneråd: ”Sogneraadet vedtog at fastholde Nedsættelsen til 8 Kr. maanedlig fra 1′ April d. A. at regne”, lyder beslutningen
Ole Olsen er langt fra den eneste indbygger i Elsted Kommune, der får sin alderdomsunderstøttelse reguleret. Det sker med jævne mellemrum. I langt de fleste tilfælde ender det dog med, at understøttelsen stiger. Og begge dele er helt i lovens ånd. Den siger nemlig, at ”Understøttelsen bør udgøre, hvad der til enhver Tid behøves til den understøttedes og Families nødvendige Underhold eller til Kur og Pleje i Sygdomstilfælde, men kan i øvrigt bestaa saavel i Penge som i Naturalydelser…” Og dermed er det jo det enkelte sogneråd, der afgør, hvad ansøgernes ”nødvendige underhold” er.
Ole Olesen er slet ikke enig i Elsted Sogneråds opfattelse af hans situation. Han søger allerede i november 1907 om at få forhøjet beløbet til 15 kr. om måneden og får delvist ret. ”Da Andrageren har haft fast Arbejde paa Asmusindgaard til Jul og det antages, at noget Arbejde kan faas, om han ønsker det, bevilgedes midlertidigt Forhøjelse til 12 Kr 50 Øre maanedlig fra 1′ ds at regne”, lyder afgørelsen.
Og Ole Olsen bliver ved. Han søger om forhøjelser i 1909 og igen i 1912, men får afslag med den begrundelse, at han ”endnu har ret stadigt Arbejde”.
Sognerådet i Elsted er dog ikke blindt for, at nogle kan have brug for ekstraordinær hjælp. I 1909 får Peder Mortensen fra Lystrup f.eks. et ekstraordinært beløb på 10 kroner. Hvorfor, det sker, fremgår ikke af sognerådets protokol, men at det er sket efter grundige undersøgelser, er der ikke tvivl om. Det fremgår nemlig, at det er sket ”Efter nærmere Examination af Andrageren og hans Søn, J. Chr. Mortensen”. Ingen skal beskylde sognerådet i Elsted for at rutte med skatteydernes penge. Og den ambition deler de uden tvivl i nabokommunen Elev, hvor der også er flere eksempler på, at ansøgerne får blankt afslag på at få alderdomsunderstøttelse.
I 1893 får husmand Ole Peter Jensen fra Elev Mose f.eks. afslag på sin ansøgning om alderdomsunderstøttelse. Han opfylder ellers alle de formelle krav til alderdomsunderstøttelsen. Han er fyldt 60 år og har ikke fået fattighjælp de sidste 10 år.
Men sognerådet mener, at han sagtens kan påtage sig at arbejde for føden; ”og om du ikke kan få arbejde på anden måde så ved at tage dig en vogterplads eller lignende, din årlige arbejdsfortjeneste må da vel og være mere end 60 kr. da du jo altid har haft fast høstplads”, hedder det i begrundelsen for afslaget.
Med til historien om Ole Peter Jensen hører, at han muligvis har gjort sig upopulær i sognerådet, fordi han i vinteren 1892-1893 har nægtet at deltage i snerydningen af sognets veje. Han har været så plaget af gigt, at det ikke har været muligt for ham at påtage sig arbejdet. Derfor har sognerådet været nødt til at betale en anden for arbejdet til en pris af 1 krone og 50 øre. Den sag har næppe stemt medlemmerne af sognerådet blidere, da hans ansøgning om alderdomsunderstøttelse lander på bordet året efter.
Sognerådet tror også, at Ole Peter har penge på kistebunden. Det er i hvert fald, hvad et af medlemmerne af sognerådet har mistanke om. Baggrunden for mistanken fremgår ikke af beslutningen, men konklusionen er klar: ”Vi mener du er fuldt ud er arbejdsdygtig og har kræfter til endnu at kunne forskaffe dig selv det nødvendige til livsophold (og) nægter dig alderdomsunderstøttelse”, lyder afgørelsen.
Ole Peter opgiver dog ikke kampen for sin alderdomsunderstøttelse. Han skriver til Aarhus Stiftsamt i håb om at få sognerådets beslutning omstødt. Han har nemlig fået en lægeattest, der viser, at han ikke er i stand til at arbejde. ”Gigten plager mig i så stærk en grad, at jeg ofte må ligge flere dage i sengen og når jeg sidder ned i længere tid er det mig meget vanskeligt atter at rejse mig”, skriver Ole Peter til amtmanden, som han kun nødigt vil forstyrre med sin sag. ”Jeg vilde ikke have dristet mig til så snart atter at henvende mig til Hr amtmanden, såfremt ikke den bitre nød tvang mig dertil”, lyder hans underdanige afslutning i brevet. Men Ole Peter opnår intet ved at skrive direkte til amtmanden. Han giver nemlig sognerådet medhold i beslutningen. Året efter bløder sognerådet dog lidt op, og giver ham 50 kroner om året, og i 1895 fordobler de også det beløb.
Selvom ovennævnte eksempler langt fra er enestående, og flere ansøgere får afvisninger, ser det ud til, at sognerådene faktisk anerkender, at flere er berettigede til den nye støtte. Nogle får dog skåret beløbet på deres alderdomsunderstøttelse ned, fordi sognerådet har fået nys om, at de ligesom Ole Olsen fra Elsted har indtægter ved siden af.
Først i 1922 bliver loven ændret, så det ikke længere er sognerådene, som afgør, om de gamle er værdige nok til at få hjælp. Det år vedtager Rigsdagen nemlig loven om aldersrenter, hvor det ikke er et skøn, men objektive kriterier som indtægt og formue, der afgør, om man kan få hjælpen.
Links:
Alderdomsunderstøttelse: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/lov-om-alderdomsunderstoettelse-1891/
Artikel om Lov om aldersrenter 1922: https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/folkepension-1956/
Artikel fra 1904 om Alderdomsunderstøttelse: https://tidsskrift.dk/nationaloekonomisktidsskrift/article/view/58494/80288
Om Asmusgaard: http://runeberg.org/trap/3-5/0140.html