Transkribus og ældre protokoller

Af Louise Hyllested Grønhøj

Mange af udfordringerne ved transskriberingsarbejde bunder i, at tusinder af folkevalgte og referenter gennem årene møjsommeligt har ført protokol i hånden for sogneråd og byråd. Det betyder, at mange forskellige hænder har ført protokol, og håndskriften er dermed ikke konsekvent den samme. Det stiller større krav til de personer og de datamodeller, der skal kunne tyde protokollernes skrift.

Jo ældre protokollerne er, jo større bliver disse udfordringer. Det er bl.a. først efter 1875, at man begynder at skrive bogstaver, som vi kender til dem i dag. Før 1875 skrev man med gotisk håndskrift. Det svinder samtidig ind med folk, der kan læse ældre håndskrift, og det gælder også gotisk håndskrift. Problemet med dette er bl.a., at det ikke er mange, der vælger at give sig i kast med at transskribere de protokoller, der er ældre end 1875. Det betyder, at man ikke får skabt de nødvendige data, til at kunne skabe nyttige modeller, så Transkribus’ håndskriftsgenkendelse kan anvendes.

Jeg transskriberer selv en af de ældste protokoller for at bidrage til at afhjælpe dette problem. Det kræver træning og det er vigtigt at tage det stille og roligt, og give sig tid til at vænne sig til den specifikke håndskrift, man skal læse. Man specialiserer sig ikke generelt i gotisk håndskrift, men i én bestemt gotisk håndskrift, hver gang man har med nyt materiale at gøre, så det kan være en fordel at fokuserer på en protokol ad gangen.

Figur 1 Sognerådsprotokol for Beder og Malling 1841-1891 – mødereferat for d. 3. februar 1842

Jeg startede selv med at tage et kursus i at læse gotisk håndskrift på Rigsarkivets hjemmeside, og det kan varmt anbefales til andre, der gerne vil prøve kræfter af med disse protokoller. Hvis man først får bygget et godt basiskendskab op, bliver det lettere som bruger at genkende skriften. Hvis man ønsker at gøre brug af Transkribus’ eksisterende modeller til skriftgenkendelse, bliver det således også lettere at bedømme om programmet har læst protokollen rigtigt. Rigsarkivet har også udarbejdet en vejledning og et standardalfabet, jeg anbefaler, at man har foran sig, imens man transskriberer.

Jeg har forsøgt at bruge modellerne i Transkribus, men min erfaring er, at modellerne ikke er præcise nok til at genkende ord og bogstaver, skrevet med dansk gotisk håndskrift, til at man kan overlade transskriberingen på nogen måde til Transkribus. Jeg benytter mig derfor ikke af de modeller, der eksisterer på nuværende tidspunkt. I nogen grad kan modellerne gennemskue antallet af bogstaver i hvert ord og skelne ord fra hinanden, men ikke med nok succes til at kunne kalde det for nogen hjælp, da det kommer an på den enkelte håndskrift.

Hvis man er ny til gotisk håndskrift, er det vigtigt at huske, at man ikke med det samme er verdensmester. Jeg oplevede, at det i starten meget føltes som gætterier, da det kan være svært at tyde forskellige bogstaver fra hinanden. Det lille ”f”, ”h” og ”s” fik jeg blandet sammen mange gange, før jeg lærte at kende dem fra hinanden.

Figur 2 Sognerådsprotokol for Beder og Malling 1841-1891 – mødereferat for d. 3. februar 1842 – Eksempel på lille “h”, “f” og “s” brugt i samme sætning.

Her er det vigtigt, at man kan give et kvalificeret gæt, arbejde videre i teksten og så vende tilbage til problemet senere. Med øvelse bliver det lettere at gennemskue, hvad der står i teksten, og det er bedre at komme videre med sin træning end at komme til at side fast. Det skal også pointeres, at én ting er at lære selve skriften at kende, og én anden ting er at lære sproget. Når man ”læser”, gør man det ofte ved at associere tegn med ord, man kan genkende, fremfor at læse tegn for tegn.

Ved at læse forskellige håndskrifter med forskellig læsevenlighed, bliver det også lettere at genkende bogstaverne og ordene på trods af håndskriften. Et godt tip, hvis man ikke kan genkende et bogstav eller et ord, er at man kan gå tilbage i teksten, hvor bogstavet eller ordet er lettere genkendeligt pga. sin kontekst, eller ved at identificere antallet af bogstaver i ordet og prøve at tyde dem hver for sig. Start eventuelt med at transskriberer slutningen af ordet, hvis denne del er tydeligere end starten.