Projektet for retrodigitaliseringen af de danske kommunalbestyrelsers forhandlingsprotokoller har været annonceret og under udarbejdelse siden 2017, og vi er nu klar til at løfte sløret for hjemmesiden, der samtidig markerer begyndelsen på en mere intensiv indsats. RETRO har som ambition at digitalisere og tilgængeliggøre landets sogne- og byrådsprotokoller i forbindelse med fejringen af 50 året for kommunalreformen i 1970.
Hvad handler RETRO om?
RETRO (for retrodigitalisering) er Organisationen Danske Arkivers projekt for en fælles indsats blandt de kommunal- og lokalhistoriske arkiver for digitalisering og tilgængeliggørelse af landets sogne- og byrådsprotokoller. Sognerådene blev oprettet i 1868, og fungerede sammen med købstadskommunerne helt frem til 1970, hvor den store kommunalreform reducerede antallet af kommuner fra 1098 til 277, og opdelingen mellem land og købstad endeligt blev ophævet. Den nye fælles betegnelse blev primærkommuner.
Retrodigitaliseringen af sogne- og byrådsprotokollerne fra perioden er både skanning og transskribering, og begge resultater vil blive tilgængelig på hjemmesiden, som arbejdet løbende bliver udført. Arbejdet sker på landets store og små arkiver i fællesskab, og hjemmesiden samler frugterne af arbejdet, som det skrider frem.
RETRO handler på den måde om at skabe en bedre adgang til nogle af de vigtigste arkivalier og kilder til Danmarks lokaldemokrati men også det nære liv levet aftrykt i kommunalbestyrelserne.
Hvem henvender RETRO sig til?
Der er to store målgrupper, som projektet skal nå ud til for at lykkes. Den første målgruppe er alm. danskere, der ønsker at engagere sig som frivillige til opmærkning af protokollerne ifm. maskinel transskribering gennem softwaren Transkribus. Man behøver ikke allerede at være arkivbruger for at blive involveret, men arbejdet vil have sit omdrejningspunkt rundt om på landets kommunal- og lokalhistoriske arkiver, for det er her protokollerne findes. Rigsarkivet har dog også protokoller fra landets kommuner i sit arkiv. Den første store målgruppe er hermed arkiverne og deres medarbejdere og frivillige til at levere digitaliserede arkivalier til projektet.
Den anden store målgruppe er på samme tid arkiverne, medarbejderne, borgere og forskere i anvendelsen af arkivet til studier af lokal- og kommunalpolitiske spørgsmål. Arkivalierne stilles frit til rådighed for offentligheden, og vi kan endnu kun spekulere i de mange nye forskningsanvendelser og -metoder, som materialet vil åbne op for. Hjemmesiden vil med tiden, som kilderne bliver tilgængelige, blive et ressourcenter for historie og landets lokalsamfund.
RETRO frem mod 2020
I 2020 fejrer Kommunernes Landsforening 50-året for kommunalreformen i 1970. Kommunalreformen betød, at landets kommuner blev reduceret fra 1098 til 277, og sondringen mellem sogne- og købstadskommuner blev formelt ophævet. Det vil ODA gerne være med til at markere. Frem mod 2020 skal projektet derfor løbes rigtigt i gang, så der er noget at byde på. Det sker ved henvendelser til landets arkiver og involvering af frivillige i retrodigitaliseringen.
Hvis du allerede nu ved, du gerne vil involvere dig i projektet, kan du læse nærmere her.